Her er du > Forside > Arrangementer > Aktionsplanens Tema 2 > Flagskibet     Siden er opdateret:
  
  
 
FLAGSKIBET
Byggeøkologisk udstillingspavillon
 

Styregruppe:
Jens Hartmann Eisling, By- og Boligministeriet
Tøger Nis Thomsen, Københavns kommune
Klaus Hansen, By og Byg
Steen Østergaard, Tegnestuen Vindrosen, Sorø
Jan Røgild Jørgensen, Byggecentrum, Middelfart
Rie Øhlenschlæger, Dansk Center for Byøkologi
Ib Johansen, Landsforeningen Økologisk Byggeri
Lene Kaspersen, Landsforeningen Økologisk Byggeri
Lotte Holck Bauditz, By- og Boligministeriet

Livet består af valg. Og af økologiske valg når opgaven er at opbygge en udstillingspavillon for økologiske byggematerialer og konstruktioner.

Oprindeligt var det planen at opbygge en 300 m2 udstillingsbygning fra grunden, men projektet blev ændret til at ombygge en af de allerede eksisterende udstillingsbygninger på Byggecentrum i Middelfart efter økologiske principper.

Det er dette, det sidste projekt i Aktionsplanens tema 2 handler om. Hans Dollerup fra Landsforeningen Økologisk Byggeri (LØB) har været projektleder i hele forløbet.

Økologisk proces
Som med alt, der har med økologi at gøre, er der tale om en proces. En aldrig standsende proces. Derfor er udstillingskonceptet tredelt:

  • Fast udstilling af LØB-mærkede produkter
  • Specialudstilling, især præsentation af nye produkter
  • Temaudstilling og kursus/workshops

Det har været et gennemgående træk på de hidtidige aktiviteter at kæmpe for en fuldstændig varedeklaration for byggevarer. En række af de etablerede virksomheder er stødt ind i overraskelser, når det har vist sig, at tilsyneladende uskyldige handelsnavne har dækket over problematiske stoffer. Dette har i nogle tilfælde ført til gennemførelse af renere teknologiprojekter. En anden aktørgruppe har været de mindre græsrodsforetagender, der har startet en niche-produktion af miljøvenlige produkter. Disse – typisk små – virksomheder har været tøvende over for at sætte egentlig storproduktion i værk med de for dem nye krav om garantiordninger, forsikringer, prisordninger, overskuelig leveringstid, salg gennem eksisterende leverandører af byggevarer.

Samtidig har man i projektet valgt at gå i dialog med to andre projekter inden for Den Økologiske Aktionsplan, nemlig Miljøvurdering af kemiske stoffer i byggevarer og Miljøvaredeklarering af byggevarer. Fra sidstnævnte projekt foreligger nu et anvendeligt deklarationsskema.

LØB-mærkning
LØB-mærkningen er et udviklingsprojekt, hvor kravene løbende skærpes. Målet er, at produkterne inden for en overskuelig tid skal kunne findes af forbrugerne i byggemarkederne.

Nøjagtigt som med starten af økologiske fødevarer er det ganske ofte distributionen af varerne, der er den afgørende barriere. Faste leverancer i store partier passer ikke sammen med den gængse græsrodsproduktion.

Specialudstilling
Denne udstillingsdel helliges fortrinsvis promoveringen af et nyt produkt og firmaet bag. En specialudstilling kan tillige være en vandreudstilling med et bestemt tema inden for økologisk byggeri eller beslægtede temaer fra andre organisationer.

Mennesker mødes
I projektet sætter man først og fremmest sin lid til at udstillinger med bemandede stande kan bringe de økologiske byggeprojekter et tigerspring fremad. I denne udstillingsform afprøves og vises miljøvenlige byggematerialer og metoder. Her er udstillingen blot en del af en række aktiviteter. Udstillingen suppleres med foredrag, workshops, temamøder, skoletjeneste m.v..

Gerninger
Formålet med projektet Byggeøkologisk udstillingspavillon er formidling. Konkret formidling. Og som det fremgår af formålet, er det de små producenter, man ønsker at understøtte. Dette skyldes den fundamentale indsigt, at det er blandt de små producenter, man gang på gang finder de nye økologiske initiativer.

Man skal dømmes på sine gerninger! Den 3. – 11. oktober 1998 afholdt man "Danmarks første udstilling af økologiske byggeprodukter – baseret på fuld deklaration." På dette tidspunkt eksisterede den byggeøkologiske udstillingspavillon ikke, hvorfor udstillingsaktiviteterne blev afholdt i et 350 m2 stort telt opstillet på Byggecentrum i Middelfart.

I september 1999 åbnede temaudstillingen "Alternativ isolering" i den ene halvdel af den udstillingsbygning, som var blevet stillet til rådighed på Byggecentrum.

Projektet med at bygge en udstillingspavillon var således blevet ændret til at renovere en eksisterende udstillingshal efter økologiske principper. Man går vel ind for genbrug.

I maj 2001 udstilles Aktionsplanens projekter i den "Byggeøkølogiske udstillingspavillon" på Byggecentrum i Middelfart.

Fakta
Formålet med den Byggeøkologiske Udstillingspavillon er:
  • At synliggøre og udbrede kendskab til økologisk forsvarlige byggeprodukter og deres anvendelse, ved at skabe et regi, hvor økologiske producenter med små midler kan nå ud til et bredt publikum.
  • At udarbejde et udstillingskoncept for økologiske byggematerialer og konstruktioner.
  • At styrke og fremskynde miljørigtig produktudvikling inden for byggesektoren ved anvendelse af økologiske kriterier på byggeprodukter.
  • At bidrage til diskussionen om økologisk arkitektur/byøkologi ved at udvikle en bygning, hvor arkitektur og økologi understreger hinanden.

Resultatet er:
En række byggeøkologiske udstillinger. Renovering af en udstillingshal efter økologiske principper på Byggecentrum i Middelfart.

 

 
Projektleder
Byggeøkolog Hans Dollerup,
Nørregade 32,
8660 Skanderborg
Telefon: 86 52 47 41
E-mail: hansdollerup@get2net.dk