Grønne skattereformer
Af økonom Klaus Lindegaard, Aalborg Universitet, medlem af Det Økologiske Råd Fra Medlemsblad for Foreningen Dansk Byøkologi nr. 1 februar 2001

Danmark er igang med en grøn skattereform, der øger beskatningen af miljø- og ressourceforbrug og sænker beskatningen af indkomst. Flere EU lande har tilsvarende reformer i gang med opbakning fra bl.a. EU Komissionen og OECD. Tanken er, at højere priser på miljø- og ressourceforbrug vil fremme en miljøforbedrende adfærd, mens reduktionen af indkomstbeskatningen vil reducere kravene til aflønning og dermed øge beskæftigelsen.

I Danmark har forholdet imellem skat på indkomst og skat på miljø og energi ændret sig siden 1994, idet indkomstskatterne er faldet med ca. 1% af bruttonationalproduktet samtidig med, at miljøafgifterne er vokset tilsvarende i perioden 1994-2000 (1). Heri er ikke medregnet nedsættelse af skatten på kapitalindkomst i Danmark i samme periode. Miljøområdet bidrager altså i voksende omfang til finansiering af velfærdssamfundets offentlige service (se tabel 1).

Statens miljøindtægter	1995	1999
Miljøafgifter	5728	9627
Energiafgifter	19618	25225
Bil- og vejafgifter	22541	25380
Total	47887	60232
Statens miljøudgifter
Miljø- og Energiministeriet	4362	5436
International miljøbistand	390	594
Landbrug	390	539
Total	5142	6569

Tabel 1. Statens miljøindtægter og -udgifter. Kilde: Miljø- og Energiministeriet (2)

Nye grønne afgifter og skattereformer
Omstillingen til en bæredygtig udvikling og ressourceeffektivisering kræver en samtidig vækst i en mere miljøvenlig efterspørgsel efter og et større udbud af mindre miljøbelastende teknologier, materialer og produkter. Overflytningen af skat fra indkomst til miljøforbrug kan derfor ikke stå alene som virkemiddel (3).

Opnåelse af miljøforbedringer ved fortsat gennemførelse af grøn skattereform kan derfor være lige så meget et spørgsmål om at gribe eksisterende miljøprovenu til gavn for miljøet, som at få gennemført nye grønne afgifter med miljøformål. At gribe afgiftsprovenuet til en specificeret national og international miljøindsats kan gøre afgiften midlertidig. Når indsatsen er gennemført, kan afgiften forsvinde.

Hvis afgift og indsats kobles direkte sammen, vil faldende provenu i takt med ændret adfærd være udtryk for, at mindre indsats er nødvendig, hvorfor øremærkede afgifter til formålsbestemt indsats ikke har samme paradoksale afhængighed af provenuet som grønne skatter. Velfærdsstatens voksende afhængighed af skatteprovenuet fra miljøområdet underminerer derimod princippet om grønne afgifters adfærdsregulering.

Disse strategier for den grønne skattereform kan indrettes sådan, at det er brugerne af den formålsrettede miljøindsats, der organiseres omkring administrationen og gennemførelselsen af aktiviteterne. De berørte parter vil dermed få direkte mulighed for at engagere sig i iværksættelsen af miljøforbedringerne, deres praktiske gennemførelse og som konsekvens dens ophør.

Lokale miljøafgifter
Endvidere, er der mulighed for udbredelsen af lokale miljøafgifter i form af gebyrer, der opkræves af amter og kommuner som brugerbetaling af forsyningsvirksomhedernes hvile-i-sig-selv miljøindsats indenfor vandforsyning, spildevandsbehandlling, affaldsbehandling samt parkeringsafgifter m.v. Princippet kan udvikles lokalt og anvendes sektorspecifikt f.eks. til vitalisering af lokal Agenda 21 aktiviteter, eksperimentalzoner, økologisk byggeri og renovering, trafikplanlægning mv. Sådanne lokale grønne skattereformers indsatsbestemte afgifter kan finansiere omstilling til bæredygtig udvikling ved at give innovationstilskud, der kan tilskynde supplerende privat finansiering af nye teknologier under attraktive betingelser f.eks. i kombination med offentlige grønne indkøb og investeringer.

Skattereformen kan fremover udvikle sig som en forøgelse af de eksisterende grønne afgifter og progressionen i satserne. De alternative udformninger af miljømålrettede afgifter, som der kan bygges videre på fremgår af tabel 2.

3 strategier til udvikling af grønne skattereformer:

Anvendelse af det statslige afgiftsprovenu til formålsrettet miljøindsats, der er politisk prioriteret og brugeradministreret. Anvendelse af lokale afgifter til hvile-i-sig selv miljøindsats, der er politisk prioriteret og brugeradministreret. Politisk gennemførelse af nye grønne afgifter med tilbageføring af provenu til lettelse af arbejdsindkomst, specielt for lavindkomstgrupper, børnefamilier, mv. samt tilskud til miljøforbedringer i virksomhederne.

Det Økologiske Råds forslag
Det Økologiske Råds sekretariat har i sit debatoplæg om grøn skattereform (1) samlet en række forslag til nye danske statslige afgifter på drivhusgasser, afvikling af befordringsfradraget, afgifter på cadmium i handelsgødning samt på en række kemiske stoffer. Sammen med identifikationen af nye grønne skatteobjekter lægger oplægget til grøn skattereform vægt på en udvidelse af grønne afgifter til også at gælde erhvervene og der anbefales en kompensation for de nye grønne afgifter i form af afgiftslettelser (konkurrenceevne-neutralitet) for erhvervene og sociale kompensationer i form af indkomstskattelettelser eller forhøjede tilskud for lav-indkomstgrupperne, således at nettoprovenuet af forslagene bliver lig 0 for staten.

Den eksisterende CO2 afgift på erhvervenes fossile energiforbrug er et godt dansk eksempel på kompensation i form af tilbageførsel af afgiftsprovenuet udfra konkurrenceevnehensyn. Hvis en større andel af de tilbageførte midler anvendes til energibesparelser og udvikling af vedvarende energisystemer vil det samtidig forstærke mulighederne for positive miljøeffekter af erhvervenes CO2 afgift.

Læs mere om skattereformen på Det Økologiske Råds hjemmeside: www.ecocouncil.dk

Henvisninger:

1) Det Økologiske Råd (2000): Grønne skatter og afgifter i EU og Danmark.

2) Miljø- og Energiministeriet (1999): Natur- og Miljøpolitisk redegørelse 1999.

3) Weizsäcker, E. von, m. fl. (1997): Factor Four: Doubling Wealth, Halving Ressource Use. The new Report to the Club of Rome. Earthscan Publications, London.