Det giver lidt sig selv, at et ti minutters indlæg om den bæredygtige by ikke kan blive udtømmende.
Og opgaven bliver selvsagt ikke mere overkommelig, når jeg indledningsvist også vil pege på at vi, når vi taler om den bæredygtige by og en bæredygtig byudvikling, også nødvendigvis må tale om den socialt bæredygtige by og den socialt bæredygtige byudvikling.
Det bæredygtige i forhold til byen er langt meget mere end affaldssortering, grønne byrum og økologiske varer i butikkerne. Det bæredygtige i forhold til byen er også langt mere end det teknologiske landvindinger vil kunne løse for os. Den bæredygtige by handler også om, hvordan vi imødegår social segregering, skaber arbejdspladser, sikrer gode og trygge bydele, understøtter integrationen; altså i et og alt understøtter velfærd og vækst for både den enkelte borger og for de virksomheder der har eller ønsker at slå sig ned i den givne by eller bydel.
For trods alt at gøre det overkommeligt på ti minutter at fremkomme med noget konkret, har jeg valgt at koncentrere mig om et enkelt spørgsmål i relation til begrebet den bæredygtige by, nemlig spørgsmålet om, hvorfor vi har overladt så meget af arbejdet med at sikre en bæredygtig byudvikling til det offentlige?
Hvad mener jeg med det?
Ja, jeg mener faktisk, at det langt hen af vejen er blevet det offentliges lod at forvalte en lang række af de afgørende balancer, der er på spil når vi taler om hvordan en bæredygtig byudvikling sikres:
· For det første, er det blevet det offentliges lod, at forsøge at etablere en form for balance mellem det, man på den ene side kunne kalde ’indtægterne’, altså vores muligheder for i bred forstand at få et godt liv, og det man på den anden side kunne kalde ’udgifterne’ der er forbundet med at realisere dette gode liv på.
Denne balance forsøger det offentlige – både stat og kommune – at styre ved især at påvirke udgiftssiden, f.eks. i form af grønne skatter og afgifter, forbud og andre former for lovgivning af restriktiv art. I mindre omfang og ved hjælp af især oplysnings- og informationsvirksomhed, forsøger det offentlige at anspore til forandringer på indtægtssiden – altså ved at forsøge at påvirke borgere og erhvervsliv til, ved egen vilje, at ændre på prioriteringerne; at søge alternative versioner af hvad et godt liv kunne være.
· For det andet er det blevet det offentliges lod, at forsøge at skabe en balance mellem de lokale udfordringer og de globale vilkår, der er så afgørende for at en bæredygtig udvikling vil kunne finde sted.
Den helt afgørende erkendelse vi nemlig alle har måttet gøre os i de seneste 20-30 år, hvor debatten om bæredygtighedsproblematikken har taget fart er netop, at vi alle i et bæredygtighedsperspektiv er hinandens naboer – det forbrug, den jagt på det gode liv, der før var privat og ureguleret, må nu, i lyset af planetens alment kritiske tilstand – økologisk og socialt - betragtes som udtryk for handlinger der altid spiller afgørende ind på såvel planetens som andre menneskers muligheder og vilkår.
Denne balance mellem det lokale og det globale har vi også stort set overladt det til staten alene at forvalte, en forvaltning der f.eks. finder sted i forbindelse med internationale organer og institutioner og i form af forhandlinger om konventioner af den ene og den anden art.
Selv de der ellers priser sig af at være de kritiske vagthunde, nemlig medierne, har næsten fuldstændig opgivet den kritiske opmærksomhed på verden som helhed. I en undersøgelse foretaget af ugebrevet Mandag Morgen for nylig, blev det tydeligt, at de danske medier prioriterer den vestlige verden meget højt, når det handler om den globale vinkel, mens der i langt de fleste aviser er år og dag i mellem reportager, der ser på tilstandene i Afrika, Asien og Latinamerika – de folkerigeste områder og de områder, der i forhold til velstand og bæredygtig udvikling i det hele taget, må betragtes som stærkt forfordelte.
· For det tredje er det blevet overladt det offentlige, at sikre en balance mellem, på den ene side, ønsket om at styre og kunne styre udviklingen, og på den anden side, ønsket om at demokratiske og sociale principper også kommer til udtryk når det drejer sig om en bæredygtig byudvikling.
Det er en balance, som det offentlige forvalter ved hjælp af f.eks. tilskud, puljer og andre økonomiske støtteordninger, der fra tid til anden dukker op, hvor man forsøger at give muligheder for forskellige former for bæredygtighedsprojekter, f.eks. i form af initiativer der støtter en større borgerdeltagelse af den ene eller den anden karakter. Kvarterløft og bypuljen er eksempler på dette. Men også her er det primært det offentlige, der trækker læsset.
Er det rimeligt, at så meget af arbejdet med at etablere en bæredygtig byudvikling er overladt til det offentlige? Er det overhovedet realistisk, at det offentlige er i stand til at trække dette læs? Eller er der, med den måde vi p.t. har indrettet os på, en række strukturelle og måske også kulturelle barrierer der langt hen af vejen forhindrer etableringen af en reelt bæredygtig byudvikling?
I forhold til de tre overordnede parter, der rent principielt er aktører i forbindelse med enhver byudvikling - det offentlige, det private erhvervsliv og borgerne - er der altså en afgørende u-balance tilstede: Det er til at få øje på det offentliges andel, om end det er usikkert, i hvor høj grad den nuværende måde at gøre tingene på fra det offentliges side nu også er den optimale. Det er også, mener jeg, usikkert i hvor høj grad det virkelig er lykkedes at fremkomme med rigtig gode måder at skabe muligheder for såvel en større borgerdeltagelse som en større deltagelse fra det private erhvervsliv når det drejer sig om en bæredygtig byudvikling.
At det forholder sig sådan kunne skyldes mange ting – jeg vil for uhyggens skyld tillade mig at hævde, at én grund til at den bæredygtige byudvikling ikke rigtig har fået sine tre ben at gå på endnu er, at vi ofte arbejder med succeskriterier, der handler mere om processen end om de konkrete, håndgribelige lokale resultater – synlige for enhver – aktive såvel som ikke-aktive. Det kunne i sig selv være en realistisk forklaring på, hvorfor det private erhvervsliv ikke spiller nogen synderlig stor rolle i anden forstand end at drive forretning i forbindelse med byudviklingen. For, for denne gruppe vil det synlige, konkrete resultat altid være prioriteret højere, tror jeg, end processuelle succes’er.
En anden grund er, mener jeg, at vi trods vores demokratiske sindelag, ikke er særskilt gode til at afgive beslutningskompetencer – og her er det især det offentlige der må stå for skud.
Netop det sidste er afgørende: skal de tre centrale aktører – det offentlige, det private erhvervsliv og borgerne – for alvor nærme sig hinanden og herigennem opnå en balanceret indflydelse på og ansvar for en bæredygtig byudvikling, kræver det ganske enkelt, at alle tre parter i første omgang afgiver beslutningskompetencer, for at de herigennem kan opnå et nyt og fælles fundament – en stærk fælles kompetence.
For at illustrere dette synspunkt, og for at pege på et muligt supplement til de måder vi herhjemme netop nu gennemfører ting på, har jeg fundet et eksempel på et sådant samarbejde, hvor man ved hjælp af opbygningen af en stærk fælles kompetence mellem netop disse tre centrale aktører har opnået gode og helt konkrete lokale resultater i form af socialt og økologisk velfunderede byudviklingsprojekter.
Det engelske projekt, Groundwork, blev etableret i slutningen af 1970’erne. Det udsprang oprindeligt af et kommissionsarbejde, der skulle komme med forslag til hvordan det fysiske miljø omkring de store byers randområder kunne forbedres – noget man altså allerede for mere end 20 år siden havde øje for i England.
Sjovt nok er det så lige efter at de konservative danner regering, at Groundwork finder sin form. De får af den daværende engelske miljøminister Michael Heseltine til opgave, at fungere som samlingspunkt for et partnerskabsinitiativ, der skulle bringe det offentlige, det private og de frivillige organisationer sammen omkring en fælles indsats for at opgradere det fysiske miljø ved at omdanne tidligere industriarealer, forurenede grunde og under-udnyttede områder i byerne. I 1990 får Groundwork endvidere til opgave, at udvide dets indsats til også at inkludere en indsats for at forbedre de indre byers miljø. Siden den tid har Groundwork specifikt fokuseret på at hjælpe mennesker og virksomheder i de mest udslidte og nedkørte engelske byer og bydele, altså en indsats med et sigte der ikke er ulig den danske Kvarterløft-indsats.
Den afgørende forskel er dog den, mener jeg, at det private erhvervsliv i Groundwork indsatsen har været en integreret del fra begyndelsen af, mens det, så vidt jeg har forstået, er en af de ting det har vist sig endog meget svært at få integreret i Kvarterløft-arbejdet, der i stedet, som jeg sagde indledningsvist, er kommet til at bero på især det offentlige, og indsatsmæssigt i mindre udstrækning på borgerne.
Når man ser på hvor pengene til Groundwork arbejdet kommer fra, er det tydeligt, at selv om en del kommer fra det offentlige, så bidrager det private erhvervsliv dog også med en god portion. I 2000 havde man således 76 mill. £ - altså godt 900 mill. kroner – til rådighed. De penge kom i fem godt lige store dele fra den engelske regering, fra lokale myndigheder, fra EU, fra tipsmidlerne og fra det private erhvervsliv, der spyttede godt 17 mill. £ i kassen til projekter og initiativer det år.
Groundwork beskriver deres målsætning som ”at skabe bæredygtige lokalsamfund igennem en fælles indsats for miljøet (i bred forstand)”. Indsatsen har igennem de seneste 10-15 år været målrettet direkte mod de allerfattigste, mest nedslidte og håbløse byområder – altså de byområder det er allersværest at nå, de byområder der kræver den største og mest gennemgribende hjælp. Målet er at forbedre miljøet i bred forstand, at forbedre livsmulighederne for de lokale borgere og skabe grundlag for, at virksomheder og forretninger kan finde et udkomme også i disse byområder.
At man sigter mod en bredt socialt bæredygtig indsats ses også af de temaer, omkring hvilke arbejdet formuleres: sammen med indsatsen for en fysisk opgradering af byområderne finder der også en indsats sted for at sikre uddannelse, arbejdspladser og gode vilkår for erhvervslivet.
Godt to tredjedele af pengene gik således i 2000 til forbedringer af det fysiske miljø, mens den sidste tredjedel gik til indsatser der skulle sikre uddannelse og borgerdeltagelse, bedre vilkår for det lokale næringsliv, og en indsats for at skabe bedre sammenhæng mellem de lokale økonomier og miljøet.
Når man ser på hvilke projekter der har været gennemført, er det slående dels hvor meget arbejde man har været i stand til at få frivillige til at bidrage med, dels hvor mange både uddannelsesinstitutioner og virksomheder, der har været inddraget og som har bidraget med både fysisk og økonomisk støtte, og hvor konkrete og håndgribelige mange af projekterne har været.
Men helt centralt mener jeg er, at man gennemgående har givet det private erhvervsliv nogle helt enestående muligheder for også at bidrage til en bæredygtig byudvikling, og i tæt samarbejde med de lokale borgere således har fået etableret en sammenhæng mellem enhver byudviklings centrale aktører: det offentlige, det private erhvervsliv og borgerne.
Et eksempel på en indsats kunne være detailhandelskæden Marks & Spencers ungdomsmiljø program, der over godt 8 år involverede mere end 5000 unge mennesker i en indsats for at skabe forbedringer af det lokale fysiske miljø med særligt sigte på de unges krav og ønsker: legepladser, sportsområder, skateboardparker m.m. – altså konkrete og synlige resultater, der tillige har skabt grundlag for en ansvarsfuld omgang med de lokale nærområder, fordi de unge mennesker ganske enkelt, igennem deres aktive deltagelse i udformningen af disse steder, har fået muligheder for at påtage sig et ansvar for, at tingene fungerer og ikke udsættes for hærværk i samme omfang som det ellers er normalt.
Et andet eksempel er den såkaldte ’Brightsite’ indsats, der først fandt sted med Shell som sponsor og omdrejningspunkt, og siden med det engelske postvæsen som sponsor og omdrejningspunkt. Her var sigtet at forbedre de fysiske nærområder omkring disse virksomheder, til glæde for såvel borgerne som for virksomhederne selv, der kunne notere sig en markant imagefremgang.
Et tredje eksempel kunne være dagligvarekæden Sainsbury’s ”Byer for mennesker”-projekt, der havde til hensigt at forbedre bymiljøet omkring en række af Sainsbury’s supermarkeder, igennem en indsats der involverede såvel lokale borgere som ansatte i de involverede supermarkeder. I flere tilfælde var indsatser af denne type med til at kickstarte andre initiativer til forbedring af det fysiske miljø i nærområdet.
Det jeg synes man kan lære af en indsats som Groundworks, og af projekter som dem jeg netop har beskrevet er, at det altså er muligt at få det private erhvervsliv inddraget i etableringen af en bæredygtig byudvikling, på måder der gør det muligt for dem også at påtage sig et ansvar for udviklingen i det lokale nærområde, et ansvar der går ud over det ansvar virksomhederne har overfor deres aktionærer; et socialt ansvar f.eks.
Så hvis dette lille foredrag skal slutte med en konkret anbefaling så vil det være den, at man dels lader sig inspirere af initiativer som dette, hvor man altså griber tingene an på en anden måde end vi normalt har for vane herhjemme; at man opgiver de fastlåste opfattelser vi ofte render rundt med, hvad enten det drejer sig om virksomheder der bare vil tjene penge, det offentlige der bare sinker alle tiltag, og borgerne der helst ikke vil gøre en indsats selv.
De tre ben den bæredygtige byudvikling, efter min mening nødvendigvis må skulle gå på, for at få succes, får man kun aktiveret ved, at man i første omgang afgiver nogle af sine individuelle beslutningskompetencer, for så i fællesskab at opnå nye, fælles beslutningskompetencer. Først der vil det være muligt for de tre centrale aktører at påtage sig det nødvendige fælles og balancerede ansvar for at byerne udvikler sig bæredygtigt.
|
