|
Byøkologi handler om god husholdning i måden, vi bygger og bruger vores byer på.
Begrebet byøkologi blev introduceret i begyndelsen af 80´erne. Det kom for alvor på den politiske dagsorden, efter "Det rådgivende udvalg om byøkologi" havde afgivet sin betænkning i 1994. Der blev gjort status over byøkologien ved en høring på Christiansborg arrangeret af Teknologirådet i maj 2000. Her blev det bl.a. konkluderet: "At byøkologi har potentiale til at blive en succes på linie med vindenergien. Men initiativet bliver skubbet rundt mellem forskellige myndigheder, mellem politikere og eksperter. Høringen efterlyste finansieringsmuligheder, flere lokale reguleringsværktøjer, borgerinddragelse og evaluering og erfaringsindsamling. Desuden var der enighed om, at staten må gå foran, som trendsætter, hvis byøkologi skal være en del af den danske miljøstrategi".
Som det fremgår af definitionen på byøkologi, er det stedet og dets beboere, der er i centrum for den byøkologiske indsats. Man kan også sige, at byøkologi som strategi søger at løse alle miljøproblemer ét sted, hvor andre strategier søger at løse ét miljøproblem alle steder.
Hensigten med en byøkologisk miljøindsats er, at det pågældende by- eller boligområdes samlede miljøtilstand til stadighed forbedres, uden at det går ud over overordnede miljø-, natur- og ressourcehensyn.
En byøkologisk indsats er altså en indsats mod mere bæredygtighed, der inkluderer, den måde vi bygger og bor på, vores ressourceforbrug og adfærd og den måde hvorpå vi planlægger og udvikler vores samfund (byer/infrastruktur og natur).
Ca. 85% af befolkningen bor i byer og bymæssig bebyggelse, og det er her de fleste ressourcer bliver brugt. Der er derfor et stort behov for byøkologiske løsninger, hvis vi ønsker at gøre verdens byer bæredygtige.
|