Her er du > Forside > Arrangementer > Aktionsplanens Tema 2 > Af jord er du kommen     Siden er opdateret:
  
  
 

AF JORD ER DU KOMMEN
Lerstensprodukters tekniske og konstruktive egenskaber

 

Styregruppe:
J. de Place Hansen, DTU
Willem Oskam, OSKAM C.E.B.M.
Maik Jung, Lerbyg Danmark
Gorm Sørensen, Center for lerbyggeri, Storstrøms amt
Lars Jørgensen, Egen Vinding og Datter
Vilhelm Trier, Kunstakademiets Arkitektskole
Peter Sørensen, Kunstakademiets Arkitektskole
Gert Pedersen, Wissenberg
Konstantin Petersen, Gravquik
Helge Hansen, TI
Lisbeth Pepke, By- og Boligministeriet

Ler er ikke bare ler. Den groveste opdeling er i to kategorier: plastisk ler og ikke-plastisk ler. Førstnævnte kendes som "pottemagerler" og kan modelleres, formes som sten eller trykkes ind som udfyldning i en risflettet væg. Det er opblandingen med vand, der gør leren plastisk og ved hærdningen tørrer vandet atter ud. Derfor er der ved anvendelse af denne type ler i husbyggeri tale om et betydeligt svind, der giver revner, som kan svække materialet. Man kan delvist modvirke dette svind ved at tilføre plantemateriale, der fungerer som en slags armering.

Håndlavede lersten (adobesten), lerklining i risfletning og de stampede massive lervægge kendes i dansk husbyggeri så langt tilbage i historien, vi kan spore.

Den anden type lermateriale, er moræneler med et vandindhold på mellem 7 og 15%. Lerjorden skal være sammensat af alle fraktioner (sten, grus, sand, silt og ler). Da denne type ikke indeholder så meget vand som den første type, er der selvsagt ikke tale om så stort svind. Muren bliver trykstærk og tæt. Derfor kan denne type ler anvendes til både bærende og ikke-bærende vægge.

Langt tilbage i historien er dette materiale stampet direkte på byggestedet i forskallingskasser. Denne byggemetode er især kendt fra Sydfrankrig. I Danmark har byggemetoden fået det franske navn "pisé".

Konstruktive egenskaber
Undersøgelsen af lerstens konstruktive egenskaber består af 4 dele.

1. Lerstens trykstyrke.
2. Murværks trykstyrke.
3. Lervægges udvidelse.
4. Prøvehus.

Lerstenens trykstyrke er afhængig af lerjordens sammensætning, vandindholdet når stenen produceres og fugtindholdet i den færdige mur.

Undersøgelserne, der er gennemført på DCL laboratorium og på DTU, viser, at lersten kan opnå en trykstyrke på 8 – 10 Mpa.

Murværkets trykstyrke er fuldstændig som i andre byggerier afhængigt af stenenes kvalitet, mørtelens kvalitet og murerarbejdets udførelse.

Lerstensvægges eventuelle udvidelse/svind er afhængig af sammensætningen af fraktionerne i lerjorden og vandindholdet i fremstillingsøjeblikket.

Der er opført et prøvehus på 41 m2 ved Holbæk. Huset anvendes til lager.

Erfaringerne med prøvehuset er, at lerstenene på byggepladsen skal have et fugtindhold på under 21/2% ellers kan der opstå revner. Da det er katastrofalt, hvis sten eller uafdækkede mure får regn, er der et ekstra tidsforbrug i forbindelse med afdækning. Det skønnes at der i gennemsnit ved bygningen af prøvehuset blev anvendt 1 time om dagen til afdækning af materialer og murværk.

Kvalitetssikring
Kvaliteten af de pressede lersten afhænger af:

  • Lerjordens sammensætning. Der må ikke være knolde eller planterester i morænejorden. Vandindholdet må ikke variere mere end 1 % i forhold til det optimale vandindhold. Efter fremstilling udtørres de færdige lersten. Stenene skal beskyttes under transport og mod vejrliget.
  • Materialets fugtighed under presning
  • Maskinens pressetryk
  • Maskinens konstruktion

Kvaliteten sikres gennem prøvetagning og analyse i graveområdet, hvor leren hentes. Endvidere ved at fabrikanten skal være tilsluttet en anerkendt 3. partskontrol.

Lerstens-Ståbi
De erfaringer, der er indkommet under arbejdet med projektet, vil blive samlet i en teknisk Ståbi for byggeri med lersten. Ståbien vil indeholde oplysninger om lerstens tekniske data samt erfaringer fra delforsøg og ikke mindst illustrationer og vejledning i byggeri med lersten.

Litteratur:
Lerjord som byggemateriale. En vejledning. BUR. Boligministeriet, 1992.

Fakta
Projektet er en undersøgelse af pressede lersten i ikke-bærende vægge.

Undersøgelsen er en analyse af lerarters bestanddele, samt lerstenenes tekniske egenskaber med hensyn til isolering, fugt og lyd.

Endvidere er mørtler og pudsmaterialer blevet undersøgt, ligesom der er udført afprøvning af stenenes trykstyrke.

Der vil blive udarbejdet en byggeteknisk vejledning med forslag til kvalitetssikringsprocedurer, m.v..

 

 

Projektleder
Steen Østergaard,
Tegnestuen Vindrosen,
Feldskovvej 5,
4180 Sorø
Telefon: 57 83 39 30
E-mail: vindrose@post5.tele.dk